• Skip to main content
  • Skip to primary sidebar
  • Skip to footer

Skriveskabeloner.dk - skriv når du skriver

  • Informationsskabeloner
  • Nyhedsskabeloner
  • Brandingskabeloner
  • Resultatskabeloner
  • Supportskabeloner
  • Segmentskabeloner
Du er her: Forside / Arkiv for: Definition af skriveskabeloner

Definition af skriveskabeloner

23. februar 2023 By Nils Ulrik Pedersen Leave a Comment

5 kendetegn, der er fælles for tekster, der skrives med skabeloner

Alle skriveskabeloner er forskellige, eftersom de omhandler forskelligt stof, tjener forskellige formål og retter sig mod forskellige målgrupper, men skabelonerne har ud fra et fælles koncept også fælles kendetegn.

De 5 kendetegn:

  • Kasseopbygget
  • Afsluttet
  • Modulær
  • Platformsuafhængig
  • Situationsrobust

Kasseopbygget

Når en tekst er klart opdelt i elementer, kan den læses frit (nonlineært). Læsere kan springe fra den ene af tekstens “kasser” til den anden. Læsning kan begynde flere steder i teksten. Skribenten kan skrive hver kasse som en mere overkommelig skriveopgave (som “minitekst”). Miniteksterne kan skrives i vilkårlig rækkefølge.

Afsluttet

Hver tekst udgør et komplet, sammenhængende og afsluttet stykke information. Teksten tilbyder tilstrækkelig information, det vil sige oplysninger, som er nødvendige og relevante for, at en læser i målgruppen kan opfylde sit vidensbehov eller løse sit problem. For tekster af narrativ karakter tilbyder teksten en afsluttet fortælling. Teksterne opfylder dermed kravene om henholdsvis “task finishability” eller “content finishability”.

Modulær

Teksten er en grundenhed af information med skarpe grænser. Den har minimalt overlap, hvad angår indhold, i forhold til andre tekster. Tekstens faste grundform adskiller den klart fra andre typer af tekster. På grundlag af skarpe grænser, minimalt overlap og fast defineret grundform indgår den modulært og problemfrit i samspil med andre tekster.

Platformsuafhængig

Et andet ord for det samme: Responsive. Teksten vises og udfoldes uanset, hvilket apparat (infoskærm, computer, tavle, mobiltelefon, smart-ur) eller skærm (stor, lille, mini), den læses på.

Situationsrobust

Tekstens form sikrer intakte informationsoplevelser på trods af afbrydelser og forstyrrelser af læsning, som indtræffer under brug af håndholdte apparater overalt, hvor læsere færdes.


  • Læs vores mission med skriveskabeloner
  • Læs eller download brochure om skriveskabeloner
  • Tilmeld nyhedsbrev om skriveskabeloner

Filed Under: Definition af skriveskabeloner, Formål med skriveskabeloner Tagged With: Finishability, Modularitet, Nonlineær tekst, Overalthed, Responsive Web Design

23. februar 2023 By Nils Ulrik Pedersen Leave a Comment

Interview: EB-journalist bag ny Holger-skabelon: Den indkapsler noget alment dramatisk i sport, som alle kan forholde sig til

Tema: Udvikling af skriveskabeloner – Betydning af skriveskabeloner

En ny artikelform har fundet indpas i dansk sportsjournalistik. Den følger i kølvandet på den 19-årige komet Holger Runes gennembrud ind i verdenstoppen af mændenes tennis.

Journalist Carl Emil Tscherning Nielsen, Ekstra Bladet Sport, som følger Holger Rune nu – og måske mange år frem – i tennisturneringer jorden rundt og dækker dem før, live og efter for Ekstra Bladets læsere, følte sig indelukket og utilfreds i det traditionelle sportsreferats form og opfandt derfor en ny.

Ekstra Bladets nye teksttype leverer en fast, overskuelig og genkendelig ramme for opsamling, vurdering og analyse af individuel indsats i elitesport og bygger på fire faste elementer:

  • Om præstationen – “Niveau”
  • Om opførslen – “Humør”
  • Om spillerens eller kampens højdepunkt – “Es”
  • Om spillerens eller kampens lavpunkt – “Out”

På Skriveskabeloner.dk har vi tilladt os at definere den som skabelon – med navnet “Holger” – fordi den med en fast, logisk, læservenlig og innovativ form kan være et forbillede for andre. Læs om sportsskabelon Holger her

Ekstra Bladet Sport – Carl Emil Nielsens live-dækning og opfølgning fra Australian Open, Melbourne, januar 2023 – Klik for stort billede – Klik for at se teksten på eb.dk

Til Skriveskabeloner.dk siger Carl Emil Tscherning Nielsen, journalist på Ekstra Bladet Sport og udvikler af Holger-skabelonformen:

– Ja, det er mig, der har opfundet den. Jeg havde en snak med min chef om, at vi skulle prøve at lave noget andet end et kedeligt referat og så endte det med det her format.

Hvad er det, der adskiller den fra et almindeligt referat?

– Formen er let og overskuelig for læseren og samtidig kan man krydre den med grafik, her i form af stjerner ***. Jeg vil egentlig gerne have et lidt tydeligere visuelt udtryk, men her har jeg været lidt for sent ude i forhold til vores grafiske afdeling. Vi arbejder videre med det.

Hvad er målet med den nye tekstform?

– Målet er dels at få flere til at læse. Det er nok de færreste læsere, som vil klare sig gennem et referat i en lang smøre på 3000 tegn. I den nye form kan man springe rundt i teksten, som man vil, og min hypotese er også, at læserne får mere ud af det på den måde.

Et andet mål med det er at få min subjektive vurdering og holdning med. Det giver teksten mere personlighed og inviterer også til, at læseren kan danne sin egen holdning. Derudover bliver den også nemmere at ‘sælge’ på forsiden, når vinklen er skarp og holdningspræget.

Gør den dit research- og skrivearbejde hurtigere og lettere, sådan som vi siger, at skriveskabeloner generelt gør?

– Ja, det synes jeg. Jeg skal publicere artiklen lige så snart kampen er færdig, så jeg er under et tidspres samtidig med, jeg skal holde øje med kampen.

Jeg synes, det er langt nemmere at skrive ind i tekstens forskellige sektioner og under dens forskellige overskrifter løbende end at skrive en lang tekst, der både skal være sammenhængende og lækker at læse.

Tekstens form – du siger, den er lettere for dig at skrive. Hvordan oplever du, at den virker for læserne?

– Den er mere overskuelig, og den indbyder til flere detaljer, som man ikke nødvendigvis så på tv, end et traditionelt referat gør. Rigtig mange i målgruppen for den slags artikler har jo siddet og set kampen, og jeg synes, at de her vurderinger bidrager med noget ekstra.

Desuden synes jeg, det er vigtigt at have fokus på andre ting end kun det sportslige, så det ikke kun er tennisnørder, man skriver til. Det er sådan noget som spillerens præstation og hans humør eller opførsel under kampen. Det er noget alment dramatisk, som alle kan forholde sig til og interessere sig for.

Bliver dine Holger-kamp-tekster læst?

– Ja, de bliver læst meget. Det skyldes helt sikkert også, at de får en god placering på forsiden i lang tid. Men det får de også kun, fordi de har den rigtige vinkel til nettet, hvilket man måske ikke ville få i et almindeligt referat.

Reaktioner fra læserne?

– Jeg har ikke fået så mange reaktioner fra læsere på dem, men jeg kunne godt tænke mig, at nogle læsere tilkendegav deres egen holdning eller anfægtede min! Jeg har udelukkende fået positiv feedback fra redaktionens side. 


Om Carl Emil Tscherning Nielsen

Carl Emil Tscherning Nielsen, journalist, Ekstra Bladet Sport, dækker tennisstjernen Holger Runes større turneringer jorden rundt. Uddannet Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (2020).


  • Link: Sportsskabelon Holger
  • Link: Ny sportsskabelon for efter-kamp vurdering og analyse

  • Se andre sportsskabeloner
  • Læs vores mission med skriveskabeloner
  • Læs eller download brochure om skriveskabeloner
  • Tilmeld nyhedsbrev om skriveskabeloner

Filed Under: Betydning af skriveskabeloner, Definition af skriveskabeloner, Interview, Nyhedsskabeloner, Sportsskabeloner, Udvikling af skriveskabeloner Tagged With: Carl Emil Tscherning Nielsen, Ekstra Bladet, Sportsskabelon Holger

17. februar 2023 By Nils Ulrik Pedersen Leave a Comment

Hvorfor er der vild forskel på, hvordan man skriver en tekst? Eksempel: Rejsevejledning

Wow!

Hvor er opfattelsen og forståelsen af, hvad der er god tekst forskellig – se bare måden forskellige lande skriver rejsevejledninger på.

Bemærk at der er tale om

  • samme type af tekst (vejledning og råd om at rejse)
  • med samme type af formål (sikker rejse)
  • til samme type af målgruppe (private og professionelt rejsende)

Alle viste rejsevejledninger er udgivet af de pågældende landes udenrigsministerier eller tilsvarende. Alle eksempler omhandler Algeriet.

Der er forskelle – og der er klare udviklingstendenser.

Norge

Kompakt løsning med fokus på overordnet rådgivning henvendt til aktive brugere, der selv opsøger uddybende informationer, hvis de har behov. Selvvalgsløsningen er her harmonika.

NORGE: Algerie – Rejseinformasjon – Klik for stort billede – Klik for at se teksten live

Tyskland

Ekstremt ordrig og stor informationsmængde formidlet i løbende tekst med fokus på at gøre alle detaljer tilgængelige for alle læsere, hvilket resulterer i et voldsomt stort og uoverskueligt informationsbillede.

TYSKLAND: Reise – und Sicherheitshenweise (Algerien) – Deutsches Auswärtiges Amt -Klik for stort billede – Se teksten live
Australien

Tydelig signalgivning med trafiklysfarver grøn-gul-rød af risikoniveauet i rejsedestinationen. Stor informationsmængde, men overskuelighed sikres med selvvalgsløsning (harmonika), hvor brugere har åbne muligheder for selv at dykke ned i detaljer og oplysninger af interesse netop for dem. Dog er antallet af harmonikaelementer så stort, at overblikket er udfordret.

AUSTRALIEN: Smarttraveller – Travel Advice and Safety (Algeria) – Klik for stort billede – Se teksten live
Canada

Canada er et stort land, og det er teksten også. Opbygningen kombinerer struktureret tekst med toplinks med integrerede harmonikaer. Det er informativt, men måske også på grænsen af overinformation. Skal der i tekster om hvert eneste land gøres detaljeret rede for specifikke sygdomme, eller vil det ikke være hensigtssmæssigt at linke til relateret sygdomsinformation. Rejsevejledningen er tydelig i sin rådgivning med trafiklyssignal om risikoen ved at besøge landet.

CANADA – Algeria Travel Advice – Klik for stort billede – Se teksten live
UK

Englands rejsevejledning er serielt tilrettelagt og kapitelinddelt, hvad der i praksis betyder, at man som bruger skal klikke fra den ene side og det ene emne til den næste side og det næste emne. Hvis man vil læse hele teksten, kræver det et steady klik fremad fra “kapitel” til “kapitel”. De enkelte sider er dog tilgængelige via toplinks. Man kan få en printable udgave af hele guiden.

UK – Foreign Travel Advice Algeria – Klik for stort billede – Se teksten live

Frem mod en bedre praksis: Tendenser i udviklingen

Der er over de seneste 5-6 år tydelige tendenser at spore i udviklingen af formuleringen af rejsevejledninger internationalt.

Tendenserne er:

  • Tydeligere struktur
  • Færre ord
  • Skærpet formål

Hvis vi ser på de tre komponenter, der i henhold til skriveskabeloner er definerende for tekster, så er tendenserne for teksternes opbygning, indhold og idé:

  • Organisering – fra løbende tekst -> struktureret tekst -> selvvalg (harmonika)
  • Indhold – fra neutral informationstype fakta -> aktive informationstyper risiko, advarsel, råd, anbefaling, opfordring, kontakt.
  • Bærende idé – fra bred oplysning -> problemløsning
Eksempel organiseringsform: Skifte fra løbende tekst til harmonika

Hvor tydelig og næsten dramatisk forskellen i en tekst kan være belyses af Norge, der i 2022 skiftede organiseringsform fra løbende tekst til harmonika:

Rejseinformasjon, Norge – FØR og EFTER skifte til brug af organiseringsform harmonika – Klik for stort billede
Hvad er så bedste praksis for rejsevejledninger?

Why always us? Er vi i Danmark bare verdens bedste – også til rejsevejledninger? Man bør naturligvis lægge de nationale briller væk, når man skal dømme. Men selv uden rødhvidt perspektiv står det klart, at det danske udenrigsministerium slipper godt fra opgaven med at formulere rejsevejledninger, som er overskuelige, informative og som løser opgaven med at give hurtig, skarp og præcis vejledning og råd i spørgsmål og i forhold til destinationer, hvor helbred, sikkerhed og endda liv er på spil.

Det danske udenrigsministeriums rejsevejledning:

DANMARK: Rejsevejledning Algier – Klik for stort billede – Se teksten live

Vi dømmer med andre ord danske UM som international vinder inden for kategorien rejsevejledninger.

Hvorfor?

Igen henholder vi os til skriveskabeloners tre kodeord: Organisering, indhold, bærende idé.

UM får god bedømmelse på alle tre punkter.

  • Organisering – oplysninger og indhold er overskueligt via harmonikaløsning, der klart skelner mellem primær og sekundær information. Det overordnede spørgsmål: Er destinationen sikker? besvares tydeligt med topplaceret farvesignal. I tilfældet Algier er rejse ikke sikker. Brugere kan klikke ind i harmonika og få uddybende information
  • Indhold – fokus er på aktiv rådgivning og vejledning med aktive informationstyper som advarsel, risiko, råd, opfordring, anbefaling, kontakt. Alle overordnede informationer og budskaber bakkes op med nødvendig information, som er placeret i harmonikaens “skuffer”.
  • Bærende idé – indholdet bindes logisk sammen af et afklaret og samlende formål om at hjælpe brugere med at beslutte rejseplaner på et informeret grundlag. Den bærende idé er således problemløsning.

Den danske løsning indarbejder alle de tendenser i retning mod en bedre praksis for rejsevejledninger, som kan iagttages i andre lande, frem mod forenklet struktur, prioritering af primær og selektiv information og det hele bundet sammen af en problemløsende tilgang. Danskerne var bare tidligt ude og dermed med til at definere trenden.

Ingen roser uden torne – også den danske løsning har (få) mangler

Når skriveskabeloners fagskabelon Rejsevejledning ikke 100 procent afspejler det danske UM’s løsning, er det forbi også denne har visse mangler, der kan forbedres. Den danske harmonika er stor og forsømmer at skelne mellem risikovurderinger og landefakta. Dette problem afhjælpes i fagskabelon Rejsevejledning, der organiserer de to grupper af information i hver sin harmonika.


Se også

  • Læs Interview: Teamleder for Udenrigsministeriets rejsevejledninger: Klar kommunikation i skabelon får håndfaste budskaber ud – 10-3-2023
  • Læs om fagskabelon Rejsevejledning

  • Læs vores mission med skriveskabeloner
  • Læs eller download brochure om skriveskabeloner
  • Tilmeld nyhedsbrev om skriveskabeloner

Filed Under: Definition af skriveskabeloner, Fagskabeloner, Formål med skriveskabeloner, Informationsskabeloner, Udvikling af skriveskabeloner Tagged With: Fagskabelon Rejsevejledning, Harmonika, Informationstype, Udenrigsministeriet

17. februar 2023 By Nils Ulrik Pedersen Leave a Comment

Interview: Stifter af TextGuru, første danske AI-skriveassistent: Skabeloner er til en tekst, hvad mørtel er til en væg

Tema: Definering af skabeloner – Betydning af skabeloner for tekster

TextGuru er den første AI-skriveassistent på dansk, der kan skrive og rette tekster. TextGuru er udviklet af Marcus Henglein og lanceret 2022.

TextGuru beskriver selv sit produkt som “hjælpsom kvalitetstekst”.

Alle tekster fra TextGuru er originale og unikke og produceret tekst kontrolleres for plagiat og for, om det kan genkendes som AI-tekst (‘aigiat’). 

Kunder siger i udsagn på textguru.dk, at værktøjet mere end halverer den tid, de bruger på at lave indhold til deres hjemmesider eller sociale platforme.

TextGuru har efter et to måneder “et par tusinde registrerede brugere og cirka 100 betalende”.

Illustration: TextGuru – Klik for stort billede
Skabeloners funktion i AI-tekst

Skabeloner spiller en central rolle i den danske AI-skriveassistent, idet cirka 60 forskellige faste grundformer er integret i dens editor. Skabeloner beskrives som “veldefinerede værktøjer, der løser konkrete problemstillinger” som fx at formulere landingpage-tekster, produktbeskrivelser, boligannoncer, LinkedIn-indlæg, kreative historier og meget mere.

Til Skriveskabeloner.dk siger Marcus Henglein, udvikleren bag TextGuru:

– Ideen er, at de opgaver vi løser med tekst typisk falder inden for velkendte genrer. En email har flere ting til fælles med en anden email, end den har med et eventyr eller et blogindlæg, selvom indholdet af de to emails er forskellige.

Jeg er ikke journalist, men jeg ville forvente, at journalister har en skabelon i tankerne, som de læner sig op ad, når de skriver. Det kan på overfladen lade til, at de skriver tekster forfra og fra bunden, men i virkeligheden skriver de ud fra indarbejdede faste grundformer, som er definerende for deres professionalisme.

Du skriver, at en skabelon i AI-sammenhæng er “en struktureret måde af generere tekst på”. Bliver AI-tekst meningsløs uden styring i form af fx skabeloner?

– Skabeloner er til en tekst, hvad mørtel er til en væg eller proteiner er til en muskelcelle. De kan i princippet stå på egne ben, men får mest værdi af at være en del af noget større og mere integreret. 

I TextGurus øjemed er formålet med skabeloner at gøre det nemt for brugere at løse konkrete tekstopgaver: Vi stiller 1-3 spørgsmål til brugeren og leverer en tekst inden for et velkendt format.  Skabeloner er begrænsede, men det er også deres charme. Det gør det desuden nemmere for mig at sikre mere gennemførte tekster.

Hvordan udvikler og formulerer du og TextGuru de skabeloner som integreres og bruges i værktøjet?

– Jeg læner mig blandt andet op ad, hvad mine amerikanske konkurrenter arbejder med og tilføjer derefter, ud fra min egen bedømmelse, skabeloner.

Kan TextGuru levere tekster i mere avancerede former, fx struktureret tekst, med hierarki, punktopstillinger med mere?

– TextGuru kan (næsten) det hele: Skrive løbende tekst (editor), tekstafsnit (skabeloner) og komplette indlæg (blogwizard, guided workflows), siger Marcus Henglein.


Om Marcus Henglein

Marcus Henglein, stifter af TextGuru (2022), en AI skriveassistent, der løser dine tekstproblemer. Boston Consulting Group 2016-2020. Uddannet ved Niels Brock, University of Oxford og London School of Economics.


  • Link: TextGuru

  • Læs vores mission med skriveskabeloner
  • Læs eller download brochure om skriveskabeloner
  • Tilmeld nyhedsbrev om skriveskabeloner

Filed Under: Betydning af skriveskabeloner, Definition af skriveskabeloner, Formål med skriveskabeloner, Interview, Udvikling af skriveskabeloner Tagged With: AI skriveassistent, AI-tekst, Marcus Henglein, Struktureret tekst, TextGuru

12. februar 2023 By Nils Ulrik Pedersen Leave a Comment

Hvad er problemet, som vi prøver at løse med skriveskabeloner?

Hvad er problemet, som vi søger at løse med skriveskabeloner?

Definitioner
  • Skriveskabelon – en arbejds- og skriveplatform, hvor brugere fra start arbejder og skriver inden for rammen af en i forvejen defineret færdig tekst
  • Template – en aktiv, skrive- og redigerbar webside, der er fuldt integreret i et content management system, hvor brugere skriver deres tekster direkte ind i skriveskabeloners felter og kan redigere deres tekster og udgive dem umiddelbart
Typiske problemer for de, der skriver og løser kommunikationsopgaver
  • Den enkelte brugers skrivepraksis er ofte ineffektiv
    • Usikkerhed om hvordan en skriveopgave skal løses
    • Bruger uforholdsmæssig meget tid på at komme igang (overspringshandlinger)
    • Skriver usystematisk – skriver forskelligt fra opgave til opgave
    • Skriver langsomt – grundet usikkerheden
    • Traditionelle forestillinger om tekster og om at skrive dominerer – stadig, efter 30 år med internet, tendens til at skrive som til papir
  • Næsten alle brugere siger, at de er pressede på tid
    • Skrivearbejde tager lang tid
    • Andre opgaver kommer først eller presser tiden til skrivearbejde
  • Skriveopgaver opleves som en belastning
    • Dårlig stemning fordi man er bevidst om, at skrivearbejde og kommunikation forsømmes
    • Oplever pres og stress, fordi man oplever, at man er på bagkant
  • Teksternes kvalitet er lige som brugerne under pres
    • Uensartethed i skrivemåder og tekster
    • Ringe eller ingen skelnen mellem genrer – vidt forskellige typer af tekster skrives på samme måde
    • Tekster er indforståede – man forsømmer at række ud til folk uden for ens egen boble
    • Dårlige, ineffektive tekster
      • nogle tekster er korte og mangelfulde
      • andre tekster er lange og kedelige
      • tekster er generelle og abstrakte
      • tekster er uden formål
      • tekster skrives uden målrettet at gå efter at opnå resultater
Særligt for små eller mellemstore organisationer, virksomheder og myndigheder
  • Brugere har utilstrækkelige forudsætninger for at skrive professionelt
    • Ingen eller begrænset skriveuddannelse
    • Ingen eller begrænset skriveerfaring
    • Usikkerhed på hvordan man skriver og kommunikerer professionelt
    • Splittet fokus mellem at skrive og løse andre opgaver
Fremgangsmåde: Sådan vil en bruger skrive med skriveskabeloner

Skriveskabeloner bidrager til at forenkle og fokusere skriveopgaver for brugerne

  1. Brugeren afklarer sin skriveopgave: Hvad er det for en slags emne og materiale? Hvad er formålet med teksten? Hvilken skabelon egner sig til opgaven?
  2. Brugeren vælger en skriveskabelon
  3. Brugeren indsamler de informationer, som skabelonen kræver
  4. Brugeren skriver ind i skabelonens felter, et felt ad gangen
  5. Brugeren færdigredigerer den samlede tekst og udgiver den
Hvad er anderledes for brugeren?
  • Omridset af den færdige tekst er klart fra start:
    • Formen og forløbet af teksten er fordefineret
    • Det generelle indhold af teksten er fordefineret
    • Tekstens idé og formål er defineret og fastholdes
  • Brugeren bliver aktivt påmindet om, hvilke informationer der skal med og ikke skal med i teksten
  • Skabelonen hjælper til at holde brugerens fokus på skriveopgaven
  • Skabelonen opdeler skriveopgaven i mindre enkeltopgaver
Fordele ved brug af skriveskabeloner sammenlignet med traditionel skrivemetode
  • Brugere skal aldrig igen begynde at løse en skriveopgave forfra og skrive ud fra et “blankt” ark
  • Skabelonens spørgeramme definerer den nødvendige information til teksten og fokuserer informationsindsamlingen
  • For brugeren: Farvel til skriveblokering, pres og tidsspilde. Skabeloner sikrer en effektiv skriveproces og en kvalitetstekst, hver gang
  • For redaktionen eller gruppen: Skabeloner garanterer et fast, anerkendt, fællesredaktionelt udtryk og et højt bundniveau i alle tekster
  • For organisationen: Skabeloner kan være udgangspunkt for, at en organisation kan udvikle og fastholde et distinkt præg i sin skriftlige kommunikation, der udtrykker organisationens brand
  • Samlet: Skriveskabeloner tager besværet ud af skrivearbejde, sparer tid og penge og sikrer et grundlag for topprofessional kommunikation

Læs mission

Læs om Princip 16

Tilmeld nyhedsbrev


Filed Under: Betydning af skriveskabeloner, Definition af skriveskabeloner, Fordele ved skriveskabeloner, Formål med skriveskabeloner, Fremgangsmåde med skriveskabeloner Tagged With: Ineffektivitet, Teksters kvalitet, Template

13. januar 2023 By Nils Ulrik Pedersen Leave a Comment

Gør skriveskabeloner en forskel? Eksempel: Fakta og myter

En af skriveskabeloners funktioner er at præsentere dig for tekstformer, som du sjældent eller aldrig benytter, og som du måske endda slet ikke kender. Formålet er at inspirere og hjælpe til med at udvikle og forny dit skrivearbejde og din kommunikation.

Kender du tekstformen fakta og myter? Hvis ikke, vil jeg vædde på, at der inden for dit arbejdsområde findes et eller flere emner, som egner sig til at blive belyst med den type af tekst.

I det følgende fokuserer vi på fakta og myter som tekstform (genre), ligesom vi med eksempler vil vise, hvordan fakta og myter-tekster ved hjælp af en skabelon kan formuleres i en fast og robust form.

En Googlesøgning viser, at fakta og myter er en ofte anvendt teksttype, men også at tekster er præget af stor forskellighed.

Eksempel 1: Fakta og myter om stammen

Tag Fakta og myter om stammen som eksempel. Teksten er informativ, men ekstremt ordrig og derfor vanskelig at få overblik over og lynlæse:

Eksempel: Fakta og myter om stammen – Informativ, ordrig og svært overskuelig (Klik for stor størrelse)

Eksempel 2: Fakta og myter om sukker

Mens stammer-teksten (ovenfor) klart inddeler stoffet i fakta og myter og på den måde imødekommer læserforventninger til formatet, så er næste eksempel – Fakta og myter om sukker – en traditionel artikel:

Eksempel: Fakta og myter om sukker – en traditionel artikel, der ikke overholder formatets regel om at dele informationerne i fakta og myter (Klik for stor størrelse)

Eksempel 3: Myter og fakta om private daginstitutioner

Tredje eksempel – Myter og fakta om private daginstitutioner – præsenterer informationer i ordnet opstilling, men teksten er alligevel svær at komme ind i:

Eksempel: Myter og fakta om private daginstitutioner – 3 myter gendrives i ordnet opstilling, men overblikket er ikke optimalt (Klik for stor størrelse)

Eksempel 4: Myter og fakta om spil

Danske spil løfter – i teksten Myter og facts om spil – lidt af sløret for, hvordan spilverdenen fungerer. Teksten har en klar organisation, men er sparsom på information:

Eksempel: Myter og facts om spil – Klar opdeling mellem myter og fakta og god organisering af teksten (Klik for stort billede).

Eksempel 5: Myter og fakta om print og papir

Eksempel 5 – Myter og fakta om print og papir – er overskueligt og får slået mange pointer fast, men mangler uddybende information og dokumentation, hvilket netop i denne type af tekst er afgørende for at gøre teksten troværdig og autoritativ.

Retfærdigvis skal det siges, at supplerende information findes i en tilknyttet pjece (Pdf), som kan downloades, men det kræver naturligvis ekstra motivation og initiativ fra læsere.

Eksempel: Myter og fakta om print og papir – Glimrende overblik og effektive modstillinger mellem myter og fakta – men dokumentationen mangler (Klik for stort billede)

Improviseret kontra planlagt skrivestil

Der er mange flere eksempler: 11 myter om økologi – Myter og fakta om udspring – Myter og fakta om mellemørebetændelse – 10 madmyter

Eksemplerne viser, at fakta og myter-formatet kan bruges på alle slags emner.

Eksemplerne viser også enorm forskellighed i form blandt tekster af samme slags.

Forskellighederne gælder teksternes organisering, deres omfang og detaljegrad, deres generelle præsentation og naturligvis også deres kvalitet. Der er ikke tilløb til en form for standard for tekster om fakta og myter.

Man kan se dette som udtryk for en situationsbestemt og improviseret skrivestil, som er udbredt, og som foregår ved, at hver enkelt skribent i hver skriveopgave udvikler og formulerer sin helt egen løsning på, hvordan en given tekst skal disponeres og skrives.

Der er ingen tvivl om, at hver skribent skriver med de bedste hensigter og utvivlsomt gør sit bedste for at løse enhver skriveopgave på den bedst tænkelige måde.

Det er samtidig åbenlyst, at skrivefremgangsmåden er:

  • Spontan – Den første indskydelse bliver den valgte løsning. Der er ingen (grundig) analyse eller bearbejdning af tekstens udfordringer og muligheder.
  • Individuel – man kan også sige: Skribentstyret. Det er den enkelte skribent, der bestemmer det tekstlige udtryk, Forskellige skribenter vil vælge forskellige udtryk.
  • Ad hoc – hver skriveopgave løses på dens egne helt specifikke betingelser og inden for dens helt specifikke rammer, hvilket gør det svært at genbruge løsninger.

Heroverfor stiller vi med skriveskabeloner forslag om en planlagt skrivefremgangsmåde, hvor medarbejdere skriver inden for rammer af gennemarbejdede og fælles grundformer for tekster.

Er en bedste praksis ønskelig?

Er standarder gode for tekster?

Er en bedste praksis ønskelig?

Er forskellighed ikke at foretrække?

Hvad der er en god tekst er naturligvis altid til diskussion. Med skriveskabeloner definerer vi en god tekst ud fra 3 kriterier:

  1. Klar og effektiv organisation
  2. Relevant information
  3. En stærk bærende idé

I skriveskabelon Fakta og myter forvaltes de tre kriterier på følgende måde:

  1. Organisering med harmonika – overblik via opdeling mellem fakta og myter og skelnen mellem primær og sekundær information
  2. Indhold – skribentens mulighed for at tilbyde dokumentation og læserens mulighed for at dykke ned i detaljer
  3. Spørgsmål-svar som bærende idé – teksten inviterer læseren ind i en samtale (konversation)

Eksempel 1 med skriveskabelon: Fakta og myter om friskoler

Se eksempel på brug af skriveskabelon Fakta og myter – Fakta og myter om friskoler:

Eksempel med skriveskabelon: Fakta og myter om friskoler. Organisering med harmonika, plads til dokumentation og detaljer, formuleret som spørgsmål eller hårde påstande (Klik for stort billede) – eller test teksten live

Eksempel 2 med skriveskabelon: Fakta og myter om Folkekirken

I eksempel 2 med skriveskabelon – Fakta og myter om Folkekirken – er især antallet af fakta-enheder mindre, hvilket bidrager til at forbedre læseres overblik (konstrueret eksempel):

Eksempel med skriveskabelon: Fakta og myter om Folkekirken. Harmonika-organisering giver læsere klart overblik over informationer og inviterer dem til at engagere sig i teksten ved at gå ind via informationer, der har deres særlige interesse (Klik for stort billede) eller test teksten live

Eksempel 3 med skriveskabelon: Fakta og myter om skovbørnehaver

Eksempel 3 med skriveskabelon – Fakta og myter om skovbørnehaver -(konstrueret eksempel):

Eksempel med skriveskabelon: Fakta og myter om skovbørnehaver. Harmonika-organisering giver læsere overblik over informationer og inviterer dem til at engagere sig i teksten ved at gå ind via informationer, der har deres særlige interesse (Klik for stort billede) – eller test teksten live

Se også

  • Læs om skriveskabelon Fakta og myter
  • Få introduktion til skriveskabeloner i brochure

Filed Under: Brandingskabeloner, Definition af skriveskabeloner, Formål med skriveskabeloner, Fremgangsmåde med skriveskabeloner, Udvikling af skriveskabeloner Tagged With: Bedste praksis, Brandindskabelon Fakta og myter, Friskoleforeningen

20. december 2022 By Nils Ulrik Pedersen Leave a Comment

Download og læs ny guide til skriveskabeloner (2023)

Brochure: Se og læs Guide til skriveskabeloner (2023). Brochuren giver en introduktion til et nyt, dansk skrivesystem, der udvikler og opdaterer professionelt skrivearbejde til nutiden og fremtidens muligheder og krav.

Se guiden på Issuu

Brochuren kan også downloades som pdf – Guide til skriveskabeloner (pdf)

Filed Under: Betydning af skriveskabeloner, Definition af skriveskabeloner, Formål med skriveskabeloner, Fremgangsmåde med skriveskabeloner Tagged With: Brochure, Guide til skriveskabeloner (2023)

Primary Sidebar

Nyeste indlæg i bloggen

  • Interview: Teamleder for Udenrigsministeriets rejsevejledninger: Klar kommunikation i skabelon får håndfaste budskaber ud 10. marts 2023
  • 5 kendetegn, der er fælles for tekster, der skrives med skabeloner 23. februar 2023
  • Interview: EB-journalist bag ny Holger-skabelon: Den indkapsler noget alment dramatisk i sport, som alle kan forholde sig til 23. februar 2023
  • Hvorfor er der vild forskel på, hvordan man skriver en tekst? Eksempel: Rejsevejledning 17. februar 2023
  • Interview: Stifter af TextGuru, første danske AI-skriveassistent: Skabeloner er til en tekst, hvad mørtel er til en væg 17. februar 2023

Footer

Skriveskabeloner.dk

Vores mål er at gøre skrivearbejde enkelt, så du kan fokusere al din opmærksomhed på at forstå og formidle en stadig mere indviklet verden.

  • Se introduktionen
  • Læs om vores mission
  • Forstå Princip 16
  • Skriv når du skriver

 

Se også: Brochure * Artikler * Bøger * Kurser * Foredrag * Nyhedsbrev * Om * Kontakt

Nyeste indlæg i bloggen

  • Interview: Teamleder for Udenrigsministeriets rejsevejledninger: Klar kommunikation i skabelon får håndfaste budskaber ud 10. marts 2023
  • 5 kendetegn, der er fælles for tekster, der skrives med skabeloner 23. februar 2023
  • Interview: EB-journalist bag ny Holger-skabelon: Den indkapsler noget alment dramatisk i sport, som alle kan forholde sig til 23. februar 2023
  • Hvorfor er der vild forskel på, hvordan man skriver en tekst? Eksempel: Rejsevejledning 17. februar 2023
  • Interview: Stifter af TextGuru, første danske AI-skriveassistent: Skabeloner er til en tekst, hvad mørtel er til en væg 17. februar 2023
  • Hvad er problemet, som vi prøver at løse med skriveskabeloner? 12. februar 2023
  • Ny skriveskabelon: Topic – for et stort og indviklet emne 29. januar 2023
  • Ny sportsskabelon for efter-kamp-vurdering og analyse 19. januar 2023
  • Gør skriveskabeloner en forskel? Eksempel: Fakta og myter 13. januar 2023
  • Semaform giver et nyt bud på en tidssvarende og troværdig nyhedsmodel 22. december 2022

Søg

Kategorier

  • Betydning af skriveskabeloner (5)
  • Bøger (5)
  • Brandingskabeloner (1)
  • Definition af skriveskabeloner (7)
  • Fagskabeloner (1)
  • Fordele ved skriveskabeloner (1)
  • Formål med skriveskabeloner (7)
  • Fremgangsmåde med skriveskabeloner (3)
  • Informationsskabeloner (3)
  • Interview (3)
  • Kirke (6)
  • Nyhedsskabeloner (3)
  • Om skriveskabeloner (8)
  • Skrivestil (1)
  • Sportsskabeloner (2)
  • Udvikling af skriveskabeloner (5)

All Rights Reserved © 2019-2023 Skriveskabeloner.dk | Skriv når du skriver | +45 4088 4758 | Log in