Der viser, at journalistik kan føre til alt …
Nils Ulrik Pedersen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole (1978) og har arbejdet fast og freelance for flere medier i Danmark.
Efter historie – (Københavns Universitet) og økonomi-studier (Odense Universitet) – stationerede han sig fra 1989 som freelancejournalist i New York.
Det var i disse år, at internettet dukkede op på radaren, og Ulrik blev ved sin hjemvenden til Danmark i 1994 en af pionererne for det digitale gennembrud i danske og nordiske massemedier og i danske virksomheders kommunikation, forretning og kundepleje over nettet.
Han bidrog i sommeren 1994 til Forskningsministeriets ‘Dybkjær-rapport’ om Danmark frem mod IT-samfundet år 2000 med et indlæg om fremtiden for den elektroniske avis.
1995-96 var Ulrik den første, ansatte internetprojektleder i Det Berlingske Hus, hvor han var ansvarlig for flere projekter, heriblandt Berlingske første intranet, Fodbold-CD-ROM EM 1996 og Berlingske Tidendes første eksperimenter på World Wide Web.
Efter Berlingske gik Ulrik selvstændig som konsulent og underviser og har siden rådgivet et stort antal danske medier og virksomheder og haft tusinder af journalister, informationsmedarbejdere og ledere på kursus.
I 2000 var Ulrik konceptmager og forfatter til ‘Netguide for journalister’, som blev udgivet af Dansk Journalistforbund. I forskellige versioner blev denne netguide udgivet til medlemmerne af adskillige fagforbund.
I 2002 var Ulrik i samarbejde med Børge Kristensen indbyder til det første større seminar om hypertekst i nyhedsformidlingen, arrrangeret for Danish Online News Association (DONA), og med den norske forsker Martin Engebretsen som hovedtaler.
2008-2009 var Ulrik projektleder på den hidtil største, danske eyetrack-undersøgelse af læsemønstre på nettet i samarbejde med fagorganisationen 3F og medieforskningscentret Update.
Nils Ulrik Pedersen har bidraget til flere udgivelser om journalistik og medier på nettet, blandt disse ‘Digital Journalisten’, udgivet af journalistforbundene i Danmark, Norge og Sverige (1994), antologien ‘Nye Nyheder’ (1999), og ‘Nyheder i nutid’ (2010).