Det er praksis, at begynde skrivearbejde med at afklare centrale spørgsmål: Hvordan skal jeg begynde? Hvad er formålet? Hvad skal med? Hvor meget skal med? Hvordan skal jeg bygge teksten op? Hvordan slutter jeg af? Og så videre … Nogle gange går det hurtigt, andre gange ikke så hurtigt.
Når du skal skrive næste gang, gentager du forløbet. Også den næste gang og den næste. Hvad der sker er, at du sidder og genopfinder en forestilling om den færdige tekst hver gang, du skal skrive. Gentagen, individuel planlægning og disponering af tekster repræsenterer et tab af viden og spild af tid, som er unødvendigt, og som kan undgås.
Skriveskabeloner stiller de samme centrale spørgsmål om tekster, som du stiller igen og igen, men gør det én gang for alle for bestemte grupper af tekster. Kendetegn for tekster, der egner sig til at blive skrevet med skabeloner, er at de grundlæggende er af samme slags og har en sådan grad af fælles og overlappende problemstillinger vedrørende deres opbygning, indhold, formål og generelle form, at det giver mening at planlægge og disponere dem samlet og generelt. Svarene for en gruppe af tekster udgør i princippet et vidensgrundlag for en skriveskabelon.
Der er som sådan ikke tale om at gå på jagt efter ny viden om at skrive, men om at opsamle, organisere og operationalisere allerede kendt viden, som findes i enhver skrivende gruppe, afdeling eller organisation. Problemet er, at den viden i traditionelle skriveprocesser ikke bliver formuleret eller kommunikeret mellem medarbejdere og derfor hver dag bliver tabt på gulvet.
Skriveskabeloner udtrykker et gennemarbejdet, generaliseret og fælles beslutningsgrundlag for at skrive bestemte tekster. Herved bortfalder behovet for, at hver medarbejder i hver skrivesituation hver dag hver for sig sidder og gør det samme.
Skriv et svar