Skriveskabelon for hvervning af medlemmer til en organisation
Bliv medlem-skabelonens konsekvente fokus på fordele gør den til et stærkt hververedskab for organisationer
Navn | Kategori | Formål |
---|---|---|
Bliv medlem | Resultatskabelon | Hvervning af medlemmer til en organisation |
Volumen | Læsetid | Beskrivelse |
---|---|---|
1.000 tegn inklusiv mellemrum | Ingen egentlig læsning, da den er en landingpage med links til videre oplysninger og handling | Skriveskabelon for hvervetekst med konsekvent fremhævelse af fordele ved medlemsskab |
Intro
Forbi er de tider, hvor en organisation beskedent nøjedes med at informere om medlemsskab. Nu er organisationer bastant fordels- og resultatorienterede i deres hvervning, ikke mindst fordi organisationernes eksistens er på spil, hvis de i stadig stærkere konkurrence med gamle og nye aktører ikke er i stand til at skabe opmærksomhed og opnå engagement fra udvalgte målgrupper.
Oprindelse
Bliv medlem-genren er som teksttype over tid udviklet fra passiv information til aktiv hvervning. Den ordknappe og fordelsorienterede Bliv medlem-tekst har gennemgået flere stadier med stadig stigende og skærpet fokus på få, centrale fordelsbudskaber. Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, vinder på, hvad der ligner bedste praksis inden for teksttypen, med en stram og effektiv landingpage, der uden blusel gentager og fasthamrer nogle få kerneargumenter for medlemsskab.
Teknisk opbygning
Det grundliggende princip er fokus på fordele. Fordelene er organiseret med et topbudskab, som er konkret og enkelt og som ofte indeholder det attraktive – og for det potentielle medlem uforpligtende – nøgleord “gratis”. Efter aflevering af topbudskabet drysses underfordele ned over siden, på en måde så besøgende af siden ikke efterlades i ro et øjeblik, idet det ene argument og den ene fordel afløser den anden.
På siden bruges udelukkende overskrifter af typen kommando eller spørgsmål, som er effektive i forhold til at engagere og inddrage læsere i et stof. Læs mere om kommandooverskrift og spørgsmålsoverskrift.
Indholdsmæssig opbygning
- Topbudskab – Kommandooverskrift med løfte om fordel
- Brand – Sammenfatning af brand
- Action – Bliv medlem-actionknap
- Argument – Hvorfor blive medlem? 3 argumenter m. grafik
- Gentagelse af topfordel med link til betingelser
- Argument – Medlemsfordele med 4 fordele i bokse med links
- Betingelser – Hvem kan blive medlem? Link til betingelser
- Priser – for tre udvalgte, primære medlemsgrupper
- Gentagelse – Hvorfor blive medlem? Gentagelse af topbudskab samt 5 argumenter i kort tekst
Anvendelse
Skabelonen er velegnet for både små og store organisationer og grupper til at skaffe nye medlemmer.
Skribentens udfordring
Du bliver som skrivende assisteret af skabelonen med at organisere din tekst og kan fokusere din opmærksomhed og tid på at udvælge og formulere fordele og brandtekst.
- Brandtekst – Hvem er vi egentlig som organisation? Det lyder som et enkelt og uskyldigt spørgsmål, men viser sig hurtigt at rumme store udfordringer i organisationer, som har forsømt at definere kerneformål og identitet. Der kan også vise sig strategiske uenigheder under arbejdet med at skrive en brandtekst.
- En brandtekst siger med få ord præcist, hvem en organisation er, og hvad den tilbyder. Brandteksten betoner det unikke ved organisationen. Brandteksten vil typisk bestå af maksimalt to helsætninger. Brandteksten vil indeholde maksimalt cirka 30 ord svarende til cirka 200 tegn.
- Fordele – En fordel er en omstændighed, som sætter nogen i en favorabel position frem for andre. Fordele udgør substansen i argumenter for medlemsskab. Identifikationen af fordele – og den aktuelle topfordel som er flagskibet i hvervesiden – kræver ofte hårdt arbejde og omtanke. Igen er det vigtigt at betone fordele, der er unikke. Hvilke fordele der skal nævnes ændrer sig over tid. Kendskab til medlemmers og potentielle medlemmers interesser og behov er udgangspunkt for definering af fordele.
Succeskriterier
En bliv medlem-tekst er en succes, hvis den lykkes med sit formål. Det er en indlysende forudsætning, at teksten formuleres med baggrund i brugerkendskab. Sidens kapacitet for at skabe resultater må løbende aflæses, og sidens tekst løbende justeres herudfra.
Eksempel
IDA’s hverveside danner forbillede for Bliv medlem-skriveskabelonen. Eksempel:
Sammenlign – tidlig udgave af hvervesidekoncept baseret på fordelsbudskaber (Finansforbundet 2016) baseret på harmonika. To harmonikaer, en med fordele for medlemsskab, en med fakta om medlemsskab, herunder priser.
Se også
Se også
- Andre resultatskabeloner
Kontakt Skriveskabeloner.dk hvis du har spørgsmål om skabelonen eller ønsker information om, hvordan du kan indarbejde denne skabelon i din organisation eller virksomheds skriveprocesser. Vi er også behjælpelige med teknisk ekspertice, hvis du ønsker at indarbejde skabelonen med blueprint, master eller template.