Kirkebryllup kan fejres på mange måder: De drømte om at blive gift i kirken, men de ønskede ikke en stor fest
Ea og Leif Steensen Sørensens familie vidste ikke, hvad der skulle ske, da de stoppede ved Himmelev Kirke forleden lørdag. Parret havde inviteret den nærmeste familie på besøg for at fælde juletræer i skoven, hvor Leif er medarbejder.
Da de havde fældet juletræer, fortalte Leif og Ea, at de ville køre en anden rute tilbage til parrets gård og med udkigsstop undervejs. Familien kørte med Leif og Ea forrest, indtil parret stoppede bilen foran Himmelev Kirke. Her gik det op for alle, at det ikke bare var et udkigsstop.
Fra juletræsfældning til kirkebryllup
Ea og Leif ville sige ja til hinanden.
Familien reagerede positivt på, at juletræsfældningen pludselig udviklede sig til noget større.
Eas far fulgte hende ind i kirken, men det var ikke med et langt hvidt slæb efter sig. Både brudeparret og familien var i uldtrøjer og gummistøvler, for de havde klædt sig praktisk, da de skulle fælde juletræer.
– Folk var overraskede og meget glade, siger Leif.
Man kan godt have et individuelt forhold til at være kristen
Ea var gravid med deres søn, da hun bragte bryllup på banen. Hun gav udtryk for, at det betød meget for hende at blive gift forholdsvis hurtigt.
De ønskede traditionerne i kirken, men ikke traditionerne til festen.
– Jeg er kristen. Og jeg er opdraget med, at man godt må have et individuelt forhold til at være kristen, siger Ea.
– Jeg har været til mange bryllupper, og jeg synes, festen fjerner lidt fokus fra det, det egentlig handler om. Vi har ikke været i tvivl om, at hvis vi skulle giftes, så skulle det være i kirken.
Har fået et personligt forhold til kirken
Brylluppet gav Ea og Leif et stærkere forhold til den lokale kirke.
– Jeg har følt lidt stolthed over at bruge kirken på en personlig måde. Det er blevet en god, personlig tilknytning, vi har fået til kirken og til præsten, som viede os, siger Ea.
Når parret i dag kører forbi Himmelev Kirke, tænker de ’Det er vores kirke’.
Konstrueret eksempel med inspiration fra folkekirken.dk