Alle skriveskabeloner er forskellige, eftersom de omhandler forskelligt stof, tjener forskellige formål og retter sig mod forskellige målgrupper, men skabelonerne har ud fra et fælles koncept også fælles kendetegn.
De 5 kendetegn:
- Kasseopbygget
- Afsluttet
- Modulær
- Platformsuafhængig
- Situationsrobust
Kasseopbygget
Når en tekst er klart opdelt i elementer, kan den læses frit (nonlineært). Læsere kan springe fra den ene af tekstens “kasser” til den anden. Læsning kan begynde flere steder i teksten. Skribenten kan skrive hver kasse som en mere overkommelig skriveopgave (som “minitekst”). Miniteksterne kan skrives i vilkårlig rækkefølge.
Afsluttet
Hver tekst udgør et komplet, sammenhængende og afsluttet stykke information. Teksten tilbyder tilstrækkelig information, det vil sige oplysninger, som er nødvendige og relevante for, at en læser i målgruppen kan opfylde sit vidensbehov eller løse sit problem. For tekster af narrativ karakter tilbyder teksten en afsluttet fortælling. Teksterne opfylder dermed kravene om henholdsvis “task finishability” eller “content finishability”.
Modulær
Teksten er en grundenhed af information med skarpe grænser. Den har minimalt overlap, hvad angår indhold, i forhold til andre tekster. Tekstens faste grundform adskiller den klart fra andre typer af tekster. På grundlag af skarpe grænser, minimalt overlap og fast defineret grundform indgår den modulært og problemfrit i samspil med andre tekster.
Platformsuafhængig
Et andet ord for det samme: Responsive. Teksten vises og udfoldes uanset, hvilket apparat (infoskærm, computer, tavle, mobiltelefon, smart-ur) eller skærm (stor, lille, mini), den læses på.
Situationsrobust
Tekstens form sikrer intakte informationsoplevelser på trods af afbrydelser og forstyrrelser af læsning, som indtræffer under brug af håndholdte apparater overalt, hvor læsere færdes.
- Læs vores mission med skriveskabeloner
- Læs eller download brochure om skriveskabeloner
- Tilmeld nyhedsbrev om skriveskabeloner

Skriv et svar