Han voksede op i Aalbæk, og hans mor var medlem af menighedsrådet. Alle kirkens messinglysestager og de store lysekroner skulle pudses, og det var han med til hjemme i familiens køkken.
Det er det første han husker om sit nu livslange kirkeliv, der begyndte med at pudse kirkens messing og sølv, så det skinnede.
Senere blev han sendt på highschool i USA og boede hos en familie, som var aktiv i den lokale presbyritanske kirke, og her oplevede han at være med i kirkens ungdomsarbejde.
Oskar Neumann, 66, bankmand og med sin kone indehaver af Aalbæk Vandrerhjem i en menneskealder. Og nu siger han farvel til Aalbæk Menighedsråd, hvor han har siddet som formand i 12 år.
Da gnisten for kirken blev tændt
– Jeg tror jeg arvede min mors engagement i kirken, da jeg så, hvordan hun i stort og småt, fra pudsning af sølvtøj til ansættelse af ny præst, var aktiv i kirkens liv.
– Men gnisten for kirken blev for alvor tændt i mig, da jeg oplevede hvordan den amerikanske kirke med fantastisk ungdomsarbejde virkelig kunne lykkes med at engagere børn og unge i et meget praktisk og håndgribeligt kristent liv, hvor bøn og tro var naturlige ting for de unge, siger Oskar Neumann.
Dette har været drivkraft for mange initiativer fra Aalbæk Kirke i det seneste tiår i forhold til at aktivere områdets børn og unge i kirkelige tjenester og tilbud, og resultaterne viser sig i form af en usædvanlig høj dåbs- og konfirmationsprocent i Aalbæk Sogn.
Oskar Neumann og hans kone er netop nu ved at afhænde vandrerhjemmet og dette optager meget af hans tid. Fremover kommer tiden til at gå med vandreture med hunden i områdets pragtfulde natur.
Og helt slipper han ikke kontakten til Aalbæk Kirke og sogn. Han vil fortsat være aktiv i kirkekoret, og man vil se ham, som altid, hver søndag til højmesse.
– Kirken er ikke kun for særlige mennesker, kirken er for alle mennesker, siger Oskar Neumann.
Eksempeltekst – konstrueret eksempel